tirsdag den 13. maj 2014

Agilitystævne HH 11. maj 2014

Søndag den 11. maj skulle Pisa og jeg deltage i Hillerød Hundevenners stævne. Pisa skulle løbe AG1, SP1 og AG åben. Vi lagde ud med AG1, på en bane hvor forhindringerne stod meget tæt, og med kort afstand mellem forhindringerne. Jeg tog det stille og roligt, og gjorde alt jeg kunne for tydeligt at vise Pisa hvor hun skulle hen. Det resulterede med et fejlfrit løb, og som vinder af klassen.
Derefter videre til spring 1, på en meget åben bane, med lange gode løbestrækninger. Igen var Pisa utrolig sød og opmærksom, og havde et perfekt løb, som også gav et fejlfrit løb og endnu en 1. plads.
Til slut AG åben, som havde en lidt svær slalomindgang for Pisa, men heldigvis var der god plads til at jeg kunne hjælpe hende til en lidt lettere indgang. Banen havde en lidt speciel slutning, som med sikkerhed ikke var noget Pisa havde prøvet før. Trods disse to udfordringer på banen, kom Pisa igen fejlfrit igennem banen, og endte på en 3. plads i denne klasse.
Efter sådan en dag var jeg bare super stolt af min lille Pisa! 3 fejlfrie løb ud af 3 mulige, og med så fantastiske flotte placeringer, kunne det simpelthen ikke have været bedre.
Pisa og jeg skal i år deltage i Dania Cup, og da der kun er et enkelt klasse 1 løb der hver dag, går vi efter at nå i klasse 2 inden da, da der vil være to klasse 2 løb hver dag til Dania Cup. Som det ser ud lige nu, har Pisa 5 oprykninger i klasse 1, og mangler nu kun 3 for at rykke op til klasse 2.
Der er en del stævner endnu inden Dania Cup, så jeg satser bestemt på at det er muligt for os at nå målet om klasse 2 inden Dania Cup.

Herunder ses Pisas løb fra stævnet i Hillerød.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar