torsdag den 11. april 2013

På tur til Norge

Langfredag morgen var dagen hvor jeg og hundene skulle afsted til Norge sammen med Regin og hans border collie Zepto. Turen startede med besøg fra fredag til søndag hos Zeptos opdrætter i Sandefjord i Norge. Vi havde en rigtig hyggelig weekend hvor vi fik gået nogle gode ture med hundene i den flotte natur, og fik taget nogle gode billeder af hundene.



Søndag formiddag gik turen videre nord på til Hemsedal, hvor vi skulle stå på ski i 4 dage. Vi var så heldige at have super godt skivejr hele ugen, med masser af sol, perfekt temperatur, og rigtig god sne at stå på ski i. Der var ikke de bedste luftemuligheder, så det blev til gåture med hunde på langrensporet hvor de rigtig fik løbet og leget en masse i sneen.
Cody fik dog ødelagt den ene af mine skidage da han (igen) havde fundet noget klamt han havde ædt, så han havde en enkelt dag med meget ondt i maven, hvor jeg blev lidt bekymret for ham, og valgte at blive hjemme i hytten den dag. Efter at have  talt med min egen dyrlæge, blev der indkøbt fiskeboller til Cody som heldigvis fik sat lidt gang i hans apetit igen, og dagen efter var han igen på toppen. Så Codys mave klarede det endnu en gang :-)



Vores hytte i Hemsedal



























Fredag eftermiddag tog vi fra Hemsedal og videre til byen Voss hvor Regin skulle dømme et stævne lørdag og søndag. Turen dertil var helt fantastisk smuk, og vi gjorde et stop undervejs hvor jeg igen fik taget nogle billeder af hundene.








Stævnet blev afholdt i et ridehus, og Cody var tilmeldt stævnet begge dage, og det blev hans sidste klasse 3 løb. Cody havde ikke løbet agility siden DM i efteråret, så jeg var lidt spændt på hvordan det skulle gå. Heldigvis synes han det var skønt at løbe agility igen, og han gjorde det rigtig fint, og lørdag fik vi en tredje plads i ag3 og en første plads i sp3. Desværre havde vi fået en enkelt fejl i hvert løb. Søndag blev vi disket i ag3 og løb et fint fejlfrit løb i sp3 og vandt klassen og fik samtidig et cert. Jeg har været meget tilfreds med Cody i weekenden og det har været hyggeligt at deltage i et stævne hvor vi kun deltog for at have det sjovt sammen.
Tidligt mandag morgen startede den lange tur hjem til Danmark. En enormt lang tur, som endte med at tage i alt 15 timer! Dette var Pisas første lange tur, og hun klarede det så fint, og var meget tålmodig på hele turen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar