.: DM-Bronzevinder

Cody er ved at være en ældre herre på snart 10 år. Så vores mål på agilitybanen i år har været meget begrænset. En ting var sikkert, vi ville kvalificere os til vores sidste DM sammen. Det gik noget lettere end forventet, så på allerede 2 stævner, var vores mål nået. Vi havde kvalificeret os til DM på 4 løb ud af 4 mulige.

I lørdags var tiden så kommet hvor vi skulle op og afsted til Roskilde til Store Hestedag hvor DM i agility blev afholdt. Jeg havde dagen forinden deltaget i DHL-stafetten i Fælledparken, og uden nogen form for løbetræning i år, kunne det bestemt godt mærkes i benene da jeg stod ud af sengen lørdag morgen.

I modsætning til mig, så Cody for en gang skyld ud til at være frisk og udhvilet, og klar til at slutte sin agility karriere af med manér.
Da vi ankom til stævnepladsen var holdkonkurrencen godt igang. Cody og jeg skulle ikke deltage på hold, så vi havde god tid til at se de andre løbe, og gå en god tur rundt på pladsen for lige at få gang i de gamle stive ben :-)

Da det blev tid for mellemhundene at gå banegennemgang, havde jeg set de små hunde løbe banen, og var rimelig fortrøstningsfuld og var egentlig ikke i tvivl om at det var en bane som Cody og sagtens kunne løbe fejlfrit.
Jeg var sidste deltager i klassen, og havde fulgt lidt med i hvad de andre mellemhunde lavet på banen, og så at der var rigtig mange fejlfrie. Jeg vidste nu at hvis Cody skulle have en chance for at lave et godt sammenlagt resultat, måtte det blive på agilitybanen i morgen. Cody har aldrig været den hurtigste på springbanen, men har altid været mere tændt på feltforhindringerne. Det skulle dog vise sig at han i dag havde valgt at lave om den statistik.

For da Cody satte i gang over første spring, kunne jeg mærke at han kom noget hurtigere end han plejede. Det betød at mine stive ben måtte flytte sig noget hurtigere rundt på banen end jeg havde regnet med. Men både Cody og jeg holdte farten hele vejen rundt på banen, og kom fejlfrit i mål. Jeg var rigtig glad over vores fejlfrie løb, og glædede mig meget over at vi nu havde noget at løbe for i morgen. Nu var det så bare spændende hvilken placering vi havde efter dette løb, og om vi lå i den gode ende til start i morgen. Ud af de mange fejlfrie havde jeg en ide om at vi nok burde ligge på en 7.-8. plads.

Det skulle vise sig at jeg havde taget fejl, og at Codys tid rakte til en 5. plads.
Da jeg hørte om denne placering kunne jeg pludselig mærke at jeg blev ramt en følelse som ellers aldrig rammer mig. Nemlig nærvøsitet over vores løb i morgen. Chancen for en medalje var nu kommet nærmere end jeg havde turde håbe på. Udover at Cody selvfølgelig skulle løbe fejlrit, skulle vi også være heldige at nogle af de andre lavede fejl.
Så jeg tog hjem fra Roskilde med en meget spændt fornemmelse i kroppen.

Så blev det søndag, og det var nu at det virkelig gjaldt. Mine ben havde det heldigvis rigtig godt i dag, så både Cody og jeg var klar til at fyre den af og gøre vores bedste.

Igen skulle de små hunde løbe først, og det så for nogen legende let ud at gennenføre banen uden fejl. Jeg var dog stadig enormt nervøs, hvilket var meget uvant for mig, og jeg kunne mærke da jeg gik banegennemgang, at der pludselig var steder på banen som jeg blev i tvivl om, om vi kunne løse. Ville Cody mon få sine felter? Kunne han finde på at stikke af fra start? Ville jeg kunne skifte bagved springene uden at risikere at få vægringer?

Efter banegennemgangen måtte jeg lige skrue hovedet på og sige til mig selv at Cody og jeg mange gange havde været udsat for baner meget sværre end denne, så selvfølgelig kunne vi også løse det nu. Efter opvarmning gik det hele meget stærkt og uden at have set nogen af de andre mellemhunde løbe, var det pludselig blevet vores tur. Jeg gik hen til start og stod og fumlede med at få Codys halsbånd af og kunne mærke at mine hænder rystede helt vildt.

Så gik starten og Cody fløj derudaf. Da han havde fået feltet på A-et var jeg sikker på at vi kunne komme igennem resten fejlfrit. Det var dog ekstremt tæt på at gå galt da Cody efterfølgende hænger fast i slalomen, og jeg var bange for at han var kommet forkert ud af slalomen indtil jeg hører speaken sige at Cody reddede den og var videre. Da vi kom i mål var jeg bare rigtig glad. Cody havde gjort det så godt og lagde sig ind på førstepladsen. Efter os var det Ann-Britt og Diesel som jeg næsten var 100% sikker på også ville komme igennem fejlfrit. Og det gjorde de også og Cody var nu nummer 2.

Der var nu 3 tilbage, og jeg vidste at to af dem skulle lave fejl for at Cody kunne få en medalje. Og det var præcis hvad der skete. Som den sidste kom Pia og Lucky i mål med et rigtig flot løb og kunne nu kalde sig Danmarksmester.

Dette betød at Cody og jeg havde vundet bronze, og jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst havde været så glad over at blive nummer 3.... Egentlig havde jeg ikke haft nogen målsætning om placering ved DM, men havde det mål at vi skulle løbe 2 fejlfrie løb. Og at dette så rakte til en bronzemedalje var meget uventet, så jeg var bare rigtig glad og meget stolt af min Cody dreng :-)